Pressen skrev i 2021...
CPHCulture
Michael Søby
En af årets mest betagende vandreforestilling udspiller sig i den jyske plantage Baldersbæk med Villa Baldersbæk som omdrejningspunkt.
Simone Isabel Nørgaard bekræfter det dramatiske talent, der udløste en Reumert for "Jordens Indre".
Hun finder gennemgående en smuk lyrisk rytme, der diskret understreges af klassiske toner ved de indlagte stop på den lille vandretur i området. Kun mod slutningen, hvor historien kunstigt bringes op til vor tid, virker teksten en smule anstrengt, og
Charlotte Fich kæmper måske også lidt for ihærdigt med at gøre den levende. Men det kan sagtens nå at finde et mere naturligt leje efter premieren, og ellers forkæles vi med lutter poetiske scener, der virkelig formår at vække historien på og omkring Baldersbæk til live.
Lotte Andersen inddrager os fra start med sit nænsomme portræt af den tidligere stuepige, der fra det lille genskabte pandekagehus i skoven, hvor børnene havde deres fristed, deler sine minder med ømhed i stemmen.
Preben Kristensen tegner et prægtigt og slet ikke uvittigt portræt af billedhuggeren Anders Bundgaard, der i en årrække opholdte sig i Baldersbæk. Her kreerede Bundgaard en imponerende granitstatue af stedets grundlægger, grosserer og fabrikant Holger Petersen, og skabte ligeledes to vidunderlige springvand, "Den lumske dreng" og "Den harpespillende pige", som Bundgaards egne børn stod model til.
Anja Owe gestalter voksenudgaven af den med rette stolte datter, der fortæller om sin barndom med liv i øjnene, og man synes ligefrem, at man i glimt kan ane både Marie-Louise Coninck og Baard Owe i Anja Owes måde at spille på. Den fortræffelige iscenesættelse er også Anja Owes fortjeneste.
Sonja Oppenhagen fortryller som en af Baldersbæk mange sommergæster, og hendes beretninger om de sandsstenskulpturer, som Holger Petersen fik til Baldersbæk efter restaureringen af Børsen, hvor de omrindeligt befandt sig, bliver smukke vidnesbyrd om kunstens evige betydning for menneskesjælen.
Holger Petersens betydning for lokalområdet resulterede i, at de lokale bønder hyldede ham med et mindesmærke i form af en stendysse. Her mødes Holgers og hans elskede Augusta Petersens genfærd i skikkelse af Kristian Grumme og Malene Beltoft. Stine Terp og Helle Nielsen har også til denne del af forestillingen fundet nogle pragtfulde kostumer, der bidrager til det troværdige tidsbillede.
Man kan med fordel bestille mad og overnatning på den lokale kro, for selvom man ikke kendte Baldersbæk i forvejen, så får man med garanti lyst til bruge mere tid dernede. Ikke ulig de gæster, vi møder i BALDERSBÆKS STEMMER.
Kulturkupeen
Ulla Strømberg
Baldersbæks Stemmer – vandringsteater i en plantagehave.
Fascinerende og fængslende vandringsteater – midt i det jyske.
Er der noget så dejligt som at blive klogere, og ovenikøbet i frisk luft og med en kop kaffe i hånden?
Sådan er det på Baldersbæk til vandringsforestillingen ”Baldersbæks Stemmer”. Den unge skuespiller Kristian Grumme har skabt et spændende teaterprojekt i sit barndoms land på kantet mellem tre kommuner: Varde, Vejen og Billund. Alle tre kommuner samt flere fonde har støttet op om projektet, der har været undervejs i et par år.
Københavnerplantagerne
I dette område kommer mange af os københavnere vist kun forbi, når vi halser mod Esbjerg og Fanø eller er kommet på afveje mod Fleggaards grænsehandel. Men her ligger spændende landskabelige områder, de såkaldte københavnerplantager, skabt i forlængelse af Hedeselskabets opståen og arbejde i 1800-tallet.
En af plantagerne er Baldersbæk, anlagt af den initiativrige fabrikant Holger Petersen i perioden 1892-1910. Han gjorde det først i import fra England, siden i produktion af knapper, bændler m.m. og var med til at skabe ØK, hvor han sad i bestyrelsen.
Her i det gamle hedeland blev anlagt plantager og bygget majestætiske sommerresidenser af de velbjergede, ofte københavnske ejere, bl.a. Holger Petersen, som samlede familien omkring sig, ikke den nærmeste, som var gået bort alt for tidligt, men søskende m.m.
6 historier
”Baldersbæk Stemmer” fortæller om en epoke, der næsten er gået i glemmebogen. Med seks tableauer ude i den smukke park, have eller plantage, hvad man nu tør kalde området, fortælles nogle parallelhistorier til Holger Petersens person. Ham selv møder vi slet ikke. Det er godt set af dramatikeren Simone Isabel Nørgaard, der således skaber et mere generelt billede af Danmark i begyndelsen af 1900-tallet.
Kristian Grummes ambitionsniveau har været højt, og de medvirkende skuespillere er garvede, og tør jeg sige, ”folkekære” kræfter, som løfter historien, når vi vandrer rundt i regnfrakker, med hue om ørerne, tasker over skulderen og kaffen:
Lotte Andersens stuepige
Ved et lille træhus sidder en smuk kvinde klædt som min skoletids lærerinder i en habitagtig, brun uldkjole anno 1950-erne. Hun har været stuepige i herskabshjemmet nogle somre og fortæller, som var det et Tjeckhov-stykke. Huset blev åbnet, herskabet kom, nød livet, nogle gange med ekstra gæster og drog derpå videre igen. I en uforglemmelig sommer var der en kvinde, som lærte børnene alt om naturen. Lotte Andersen er fængslende og næsten dæmonisk, som hun sidder og står ved træhytten, der viser tilbage til den engelske havearkitekturs romantiske bygninger, som vi i København bl.a. kender fra Søndermarken og Sophienholm.
Preben Kristensens billedhugger
Næste stop er ved den store granitskulptur af Holger Petersen skabt af billedhuggeren Anders Bundgaard, som også er kunstneren bag bl.a. Gefionspringvandet. Preben Kristensen er næsten statuarisk som skulpturen og lægger lune i det venlige portræt af fabrikant og kunstner. Igen fascinerende og fængslende.
Sonja Oppenhagen med barnets glade erindringer
Også Sonja Oppenhagens ukendte kvinde, der som ung kom på besøg på Baldersbæk, giver et uventet og bevægende indtryk af somre i det jyske, helt frem til Anden Verdenskrig. Her er teksten kædet sammen med de skulpturer fra Børsen i København, som Holger Petersen fik til sin sommervilla. Igen er det en glæde at lytte til teksten af Simone Isabel Nørgaard. Ordene bliver aldrig kedelige i en evig vekslen mellem nærhed og beskrivelse.
Genfærd og nutid
Lidt sværere bliver de for de to yngre skuespillere, Kristian Grumme og Malene Beltoft, der iført kostumer fra slutningen af 1800-tallet er ”genfærd” eller ånder som det unge par, Holger Petersen og hans hustru, der døde alt for ung. De står ved en stendysse, som lokalbefolkningen faktisk rejste til ære for Holger Petersen. Her er der pludselig patos i både tekst og spillestil, midt ude i naturen.
Instruktion og nutid
Instruktøren Anja Owe har ellers skabt en fin og trimmet vandringsforestilling på et underskønt sted, og hun tager sig selv af billedhuggerens datter, der genkalder sig tiden som model for faderen. Her er det spændende, hvordan en harpespiller kan forvandles til et springvand. Mere vand er der hos den moderne vandringsmand/kvinde, spillet energisk af Charlotte Fich, der som en deprimeret romantiker vandrer i naturen og pludselig gribes af KUNSTEN, NATUREN og guds skaberværk.
Seks ophold på den smukke vandring rundt om herskabshuset blev det til. Smuk scenografi – skabt af naturen og måske Realdania, der var med til at rekonstruere hele herligheden omkring 2010. Kostumerne er mere end smukke, til UG, som de føjer sig tidstypisk ind i de forskellige epoker – og ligeledes i de velafbalancerede tekster. Alt er så gennemtænkt og gennemført.
Ved den moderne vandringsmand/kvinde sluttede min rundtur, men vi var delt op i seks grupper. Efterfølgende gik man glad, beriget og oplyst ud af den eventyrlige have.
”Baldersbæk Stemmer” er ikke kun en interessant fortælling, det er også som teatervandring imponerende eksekveret af alle de involverede parter. Forestillingen fortjener at blive gentaget et par år eller tre, så alle i landsdelen kommer til at kende historien om ikke kun Holger Petersen, men tiden med københavnerplantager og sommerlandets kortvarige feriestemning.
Varm anbefaling, der spilles nogle gange endnu.
3 timers kørsel fra København, så turen kan snildt klares fra morgen til aften.
Kulturtid
Pia Stilling
Vandreforestillingen ´Baldersbæks stemmer´ finder sted på ”københavnerplantagen” Baldersbæk ved Hovborg. Betegnelsen daterer sig tilbage til tiden frem mod år 1900, hvor en række velhavende mennesker fra København anlagde flere plantager på den jyske hede. En af de rigeste og mest foretagsomme var Holger Petersen (1843-1917), der i 1891 købte Bollersbækgaard. I 1910 stod Villa Baldersbæk færdig. På ejendommen opholdt hans ven billedhuggeren Anders Bundgaard sig, og han skabte mange skulpturer til ejendommen.
Forestillingen tager publikum til seks steder på ejendommen og fortæller om stedets historie gennem tiderne og gennem forskellige synsvinkler. Publikum bliver inddelt i seks grupper, der føres til deres destinationer af guider. Således opleves landskabet af både skov, søer, den veltilrettelagte have og ikke mindst den imponerende flotte villa.
Den første, vores gruppe mødte, var den tidligere stuepige på Baldersbæk, der sad ved det lille pandekagehus, Holger Petersen havde opført til glæde for børnene. Hun blev portrætteret af Lotte Andersen iført en fornuftig brun spadseredragt og ditto sko og med håret redt tilbage i en stram knude. Hun fortalte om Rosalie Petersen (1835-1924), der var den første til at stifte et børnehjem. Hun havde været på besøg på Baldersbæk, og stuepigen havde via brudstykker ved servering af måltider for villaens gæster opsnappet Rosalies forargelse over, hvordan børn blev behandlet. Stuepigen var forundret og imponeret over Rosalies tilgang til børn. Hun havde fået børnene til at undre sig og hun selv havde følt sig set. Lotte Andersen har en stille inderlighed, der går rent ind, og hun formåede at holde masken, selv om nogle køer meget kraftigt gav sig tilkende under hendes monolog. Det er den slags, de optrædende må forholde sig til, når de ikke befinder sig i ly af mørket i en teatersal.
Andet møde var med billedhuggeren Anders Bundgaard. Han havde i skikkelse af Preben Kristensen indfundet sig foran statuen af Holger Petersen, som blev skabt efter dennes død i 1917. Det er en stor granitstatue, der ser hen over søerne og over på villaen. Bundgaard forklarede, at det var fint at arbejde i granit, og at det havde passet til hans gamle ven. Han påpegede det lille kuriosum, at en af knapperne på statuens jakke ikke er knappet. Måske var det en åbning til Holger Petersens indre eller også en henvisning til, at han sjovt nok handlede med knapper. Vi ved det ikke, men den slags hemmeligheder er hyggelige. Preben Kristensen har en skøn diktion og et glimt i øjet, der ikke er til at stå for.
Kristian Grumme og Malene Beltoft fortalte historien om den stendysse, de var placeret foran. Bønderne havde i glæde over, at Holger Petersen havde skaffet arbejde til egnen, bestemt sig for at rejse stendyssen, der bestod af sten fra en langdysse i Klelund. Her havde Anders Bundgaard været med på en lille spøg. Der blev lagt en flaskepost med en besked fra ham. Det var et yndigt møde mellem de to unge – hun iført en yndig sart rosa blondekjole og han i lysegråt jakkesæt. Det var kærlighedspoesi på en stille og inderlig måde.
Sonja Oppenhagen stod op ad sandstensgudinderne, der var hentet til Baldersbæk af Holger Petersen. De havde tidligere udsmykket Børsen. Hun var et af de børn, der havde gæstet Baldersbæk om sommeren. Hun var der som otteårig, hvor hun havde været lidt forsigtig, men havde kunnet springe over hækkene. Som elleveårig havde hun fået sit første kys på Baldersbæk, men så kom krigen, og der kom pauser i opholdene, fordi tyskerne i perioder beslaglagde ejendommen. Sonja Oppenhagen har en årelang erfaring som skuespiller, selvom årene tilsyneladende er gået helt sporløst hen over hendes spinkle skikkelse. Hun hæver ikke stemmen, men det behøver man heller ikke, når man har hendes format.
Inde ved selve villaen står den harpespillende pige fra 1910 af Anders Bundgaard. Det er et smukt springvand, og harpemusikken spillede dæmpet. Anja Owe, der også har instrueret, fortæller om at være Bundgaards lille datter og få lov til at sidde model til figuren. Her så hendes far hende for alvor, og det havde været vidunderligt.
Den lille uartige dreng sprøjter vand på folk, der uforvarende træder på det forkerte trin. Også her har Anders Bundgaard været på spil, og denne gang havde hans søn været model. Her mødte gruppen Charlotte Fich. Vi var her kommet op i nutiden, som Fich fabulerede over. Det var et underligt påklistret indslag, der var uden poesi.
Overordnet var det en forunderlig vandring på og omkring Baldersbæk. For det første er alt gennemarbejdet logistisk, og det gør, at skuespillernes poesi og dramatiker Simone Isabel Nørgaards tekst fremstår i sin reneste form. Det er stærke kræfter, der er hentet til Baldersbæk, og det er lige i den gamle grosserer Holger Petersens ånd. Han ville have kunnet lide det.
Man behøver ikke gå sulten på vandring – både Hovborg kro og Agerbæk hotel tilbyder forplejning til en rimelig pris. Und jer selv en skøn tur til det jyske.
ISCENE
Trine Wøldiche
I Baldersbæks stemmer møder publikum seks små fortællinger rundt om i den smukke natur ved Baldersbæk Plantage, der ligger lige på grænsen mellem de tre kommuner Varde, Vejen og Billund.
Baldersbæks stemmer er en cirkulær oplevelse, der ikke har nogen egentlig begyndelse eller slutning. Ved ankomsten til p-pladsen i udkanten af Baldersbæk Plantage inddeles publikum i seks mindre grupper, der tildeles hver sin guide, som leder dem rundt til de seks små forestillinger, der samlet set udgør forestillingen.
Landstedet Baldersbæk, som er et stateligt, hvidt hus med sortglaseret tegltag, blev opført af grosserer og fabrikant Holger Petersen i starten af 1900-tallet. Her opholdt hans familie og venner sig om sommeren – både i hans levetid og efter hans død. Det er disse menneskers liv, Simone Isabel Nørgaard skriver om i sin tekst, der er instrueret af Anja Owe.
Tidsrejse og nærvær
Ved hytten, der placeret for foden af en skrænt i skoven lige op af de åkandefyldte damme, sidder skuespiller Lotte Andersen og venter. I rollen som den tidligere stuepige fortæller hun om det overdådige liv, herskabet i huset levede. “Familien får tre retter hver dag. Og fire om søndagen,” siger hun, mens hun gør store øjne mod publikum.
Vi hører om arbejdet på stedet, om især om Holger Petersens kusine Rosalie, der elskede børn og senere startede et børnehjem. Hele scenen udstråler en langsommelig ro og et nærvær, som havde hun al tid i verden til at fortælle os sin historie.
Selv da vi vandrer videre gennem det grønne anlæg mod den næste historie, bevares roen. Vi går ad små stier under grønne trækroner og en lys sensommerhimmel. Fuglene kvidrer rundt omkring os og lyden af rislende vand fra dammene fuldender stemningen.
Personlige historier
Ved granitstatuen af Holger Petersen, der troner højt på en bakke med udsigt over anlægget, venter kunstneren bag værket Anders Bundgaard i Preben Kristensens skikkelse. Her lærer vi både om små finurlige detaljer ved statuen, hører om Anders Bundgaards andre værker og især om hans venskab med Holger Petersen.
Vi går videre til stendyssen helt i udkanten af skoven lige ved parkeringspladsen. Her har Malene Beltoft og Kristian Grumme indtaget rollerne som Augusta og Holger Petersens genfærd – “stemmerne fra fortiden,” som de selv formulerer det. Hvidpudrede og velklædte deler de strøtanker om stedet, om stendyssen og om livet.
Ved sandstensskulpturerne for enden af alléen står Sonja Oppenhagen klar som en tidligere sommergæst, der læser højt fra sine dagbogsnotater fra dengang. Og i den smukt anlagte have bag landstedet, hvor blomsterne og sommerfugle kæmper om opmærksomheden, er Anja Owe Anders Bundgaards datter, der fortæller om at stå model til hans springvandsfigur med den harpespillende pige.
Tilbage til nutiden
Afslutningsvist på den rute, jeg er på, ender vi hos Charlotte Fich ved springvandet Den Lumske Dreng. Her er vi transporteret tilbage til nutiden til et tilfældigt besøg på plantagen – og et møde med Anders Bundgaards temmelig underholdende bronzeskulptur, der med sit bagholdsangreb med vandstråler på besøgende, så afgjort er lumsk.
“Jeg kan godt relatere til at have lyst til at angribe dem, der kommer tæt på,” griner Charlotte Fich med henvisning til skulpturens vandstråle. Denne sidste, nutidige scene bryder med illusionen om at være tilbage i “gamle dage”. Men måske er det netop for at minde publikum om, at magien på stedet ikke er forsvundet, selvom de mennesker, der engang boede her, er væk.
Baldersbæks stemmer er smukt iscenesat med respekt for omgivelser. Alle skuespillernes kostumer er holdt i naturlige farvetoner som sand og sort, hvid og brun, så de underbygger den stemning af ro og balance, som gennemsyrer hele oplevelsen. Iscenesættelsen er ikke blot en god idé til lokal historiefortælling. Det er også en veludført helhedsoplevelse, der giver publikum indblik i en enkelt plantageejendoms historie – og i de menneskers liv, der har udspillet sig på den.